Øerne i mit liv, en øtosses glæder

MÅ MAN FREMHÆVE sit yndlingsbarn? Når det handler om de 48 bøger og publikationer, jeg siden 1976 har udgivet på Bekkers Forlag, er »Øhavets Historier« immer den, jeg holder mest af. Måske fordi det er den, der er lagt mest hjerteblod i. Måske fordi jeg havde den glæde at Dronning Margrethe fik det første eksemplar da majestæten og Prinsgemalen besøgte Skarø.
Måske fordi arbejdet med bogen bragte så mange glade øminder frem i dagens lys. Fra jeg som skoledreng i anden klasse var på Illumø for at samle mågeæg til de tre bagerier i Horne. Vi fik vistnok 15 øre pr. stk. Det var på de tider, hvor samfundet endnu ikke havde opfundet beskæftigelse til højt uddannede klistermærkeopsættere.
Hvordan det er gået til, tør jeg ikke give et bud på, men selvom vi spiste wienerbrød med mågeæg, er de fleste af os fra anden klasse, årgang 1952, stadig i live.

 

 


Engang var mænd af stål og skibe af træ. I dag kan smidige kvindefingre også lede øhavets store færger sikkert ind i lejerne. Som denne dag i Marstal, søndag den 11. juli 2010, hvor 62 kurister fra Ryslinge Højskole tog hul på en forrygende uge i Det sydfynske Øhav. Her styres færgen ind i Marstal. Med tid til en snak under havnemanøvren lægger den kvindelige skibsfører, Dorthe Boye færgen ind i lejet som var hele operationen blot et computerspil. Dorthe er femte generation i familien, der står til søs via legendariske Marstal Navigationsskole.
Det sædvanlige spørgsmål faldt også den dag: Hvorfor skal Ærø ha’ tre færgeruter?
Ja, og hvorfor skal Udkantsbyen København ha’ betalt deres metro, busruter, kystbane og diverse andre transportmidler af folk udenfor Udkantsbyen 😉
 

 

 

Javist. Jeg er en uforbederlig øtosse. Det begyndte i barndommen, da vi samlede mågeæg på Illumø til bagerne i Horne. Siden dengang i 1952, har jeg besøgt omkring et halvt hundrede øer. De fleste i Danmark, men også i Vietnam og Thailand. Grækenland og Tyrkiet. Spanien og Italien. Her er vi på vej 40 sømil fra St. Thomas ned til St. Croix i De Dansk-Vestindiske øer. Men Jost van Dyke i British Virgin Islands med hovedøen Tortola var en ubeskrivelig oplevelse. Her fejrede vi jul og nytår med dans om juletræet – med bare tæer i strandsandet…

 

 

Mangler du immer en oplevelse for livet, så hop over på www.svendborg-sejlerskole.dk. Ægteparret Ann Panduro og Niels Poulsen har vand under kølen ti måneder af året. Om sommeren i Det sydfynske Øhav, men også i Det græske Øhav, Caribien og Polynesien.

 

 

Nærmere et jordisk Paradis kommer man ikke. Den dag, vi gik i land på Jost van Dyke med den lille, seks fods dingy, lød der orgelmusik bag palmerne. I metodistkirken skulle der være morgengudstjeneste, hvor menigheden samlede ind til en børnehave bag kirken. Og så var det »Mandens Dag«. Preben og jeg blev hurtigt enige om, at sådan en højtidelighed mangler vi i Danmark. Men Else og min (meget) bedre halvdel kunne ikke se idéen. Gudstjenesten var et kapitel for sig. èn efter én kom menigheden slentrende. Nogle med børn på armene, andre med guitar eller samlebog. Rådsformanden kom med en orgel i en kasse og stillede op til sagte nynnen.
Det helt store øjeblik kom, da præsten bad os fortælle, hvor vi kom fra. Et par sagde Canada, et andet Frankrig. Da Preben sagde Danmark, vendte alle de sorte ansigter sig mod os med kæmpestore smil og hvide tænder. Uden ét ord fortalte reaktionen hvad indtryk, man har af Danmark på Jomfruøerne og i British Virgin Islands – slavernes frigivelse.
Dén reaktion sad lige i tågen bag de duggede briller. Klapsalverne gjorde det ikke nemmere, og helt uforglemmeligt blev det, da Preben blev indskrevet i koret på Mandens Dag – mens jeg filmede og nøjedes ned at nynne af hensyn til de kommende seere…

 

 

Marstal Småborgerlige Sangforening har i deres repertoire denne gamle sømandsvise om jungmanden, der døde, da han gjorde sejlet klar. I Øhavssamlingerne er der rigtig mange minder fra sejlskibenes tid. Ikke mindst samlingen af de seks danske skoleskibe: København, Viking, Georg Stage, Danmark, Fulton og Lilla Dan er en en sørejse værd. Følg med på www.skarø.com

 

 

JUST A CLOSER WALK PÅ SKARØ. Mere stemningsfuldt kan det ikke gøres end når Ole Falks Trio slår tonen an i Det sydfynske Øhav. Nyd de glade melodier fra Ole Falk på klarinet, Mogens Hjelm Hansen på bas og Niels Erik Thornhøj ved det opretstående – elegant fremført af apostlenes heste på ladvogn – »Just A Closer Walk…«. Hver sommer i uge 28, men også mange kulturelle begivenheder og muligheder i Øhavssamlingerne og på – www.fultonmuseet.dk. er der LoveIn Festival i

 

 

Jørgen Vesta var en af Svendborgs mest markante skibsredere. Han skabte en imponerende coasterflåde efter maritim uddannelse i Svendborg. Som ung journalist på Svendborg Avis og med bopæl i Skårupøre fra 1969, faldt det heldigvis i mit lod både at lave faglige interviees, men også at følge det mere ydmyge liv bag købstadens facader. Når Jørgen Vesta tog sig et frikvarter, blev det en af de dage med usædvanlig højt til de mentale lofter. Inden Jørgen satte kurs mod evighedens hav, fik jeg en adskillige timer lang beretning til kamera om et helt usædvanlig aktivt liv. Her en af de mere farverige fortællinger, som Jørgen Vesta mestrede til fuldkommenhed.

 

 

BEGRAVELSESTRADITIONER i Det sydfynske Øhav. I århundreder har det været en tradition når øboere døde på sygehus eller andre steder udenfor det nære samfund. Da blev de modtaget ved molen af øens beboere. Her er det afdøde gårdejer Carls Stranges far på Vestergaard, der er på sin sidste rejse.
Fra færgen køres kisten ud til kirken på Vesterbjerg. Undervejs er der strøet årstidens blomster og klip fra buske og træer. På dette lille klip, vistnok fra 1953, sidder en lille dreng med sin mor og ser ligtoget passere forbi. Ude ved kirken venter en nervøs sognepræst. Det var Jens Theodor Hansens første begravelse. Jens Theodor døde i marts 2016.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *