Oplev Skippers Stue i Fultonmuseet

INDEN FULTONS LEGENDARISKE skipper Mogens Frohn Nielsen døde 27. september 2010, ændrede han sit testamente. Efter 40 års venskab testamenterede Skipper sit livs samlinger til undertegnede. Den sidste måned inden Skipper døde af kræft og sukkersygeblindhed, besøgte jeg ham adskillige gange. Vi blev enige om, at jeg skrev en bog om hans usædvanlige livshistorie og etablerede FultonMuseet på Skarø.

 

Skipper-og-BB-lille

Skipper nåede desværre kun at se forsiden af bogen, fordi sygdommen udvikledes i uhyggelig hurtigt tempo. Den sidste måned aftalte vi temaet for bogen, og jeg optog samtaler til en film om Mogens Frohn Nielsens liv. Bisættelsen i Emdrup Kirke blev en helt usædvanlig og stærk oplevelse. Skipper havde selv skrevet sin prædiken, der blev læst af en nær ven, Fultons faste præst, Mogens Schjel fra Frederikssund.

Siden 2008 har jeg med gode venner og familiens hjælp bygget en 15 meter lang kopi af Fulton. På agterdækket er indrettet Skippers Stue, hvor skipperlivets klenodier fortæller historien om et helt usædvanligt menneske. Ved forskellige togter har jeg siden 2010 fortalt omkring 1.000 gæster om Skippers livsværk. På Skarø vises flere film undervejs i fortællingen. Men ikke denne. Det er udsnit af en film, min svigersøn Klaus Birch og Rikke Bekker producerede som en overraskelse til min 60 årsdag. »Her er dit liv, far«.

 

Oplev »Fultonmuseet« på Skarø – Danmarks eneste

 

 
Fortællingerne fortsætter. Fra sommeren 2016 også i en nyetableret biograf. »Ærøsund Bio« er etableret på 100 kvadratmeter nye gulvplanker over en anden ny aktivitet – Facebookgruppen SvendborgHistoriers udstillingsvindue. Dét lokale har fået det kendte navn »SvendborgStuen«. Biografen har havblå stole, naturligvis med kopholdere 😉

 

 

 

 

Sidste gang, jeg mødte Skipper, tog vi afsked i hans digterhule oppe under loftet i Håndværkerhaven. Det var ugen før han døde, 27. september 2010. For rullende kameraer evaluerede vi Skippers liv. Barskt og fanden i voldsk. Hylende morsomt. I dette klip får du en forsmag på filmen, der i sommer vises i den nye biograf på Skarø. Kig over med familien, vennerne, firmaet – eller alene. Inventaret fra Skippers Stue i Haandværkerhaven er opstillet i agterkahytten på den 15 meter lange kopi af Fulton.

Mit navn er Christian den Fjerde… Skippers humor var legendarisk. Han koketterede med sit hverv som ambassadør for brændevinsfirmaet O. P. Anderson. Når han blev spurgt om han tævede ungerne, som Ekstra Bladet skrev i en årelang hetz, lød svaret: Nej da! Jeg smider dem op i luften, så kan de selv slå sig, når de rammer dækket…
Efter Skippers død blev jeg iøvrigt ambassadør for salig skibsreder O. P. Andersons produkter, dog kun for Det sydfynske Øhav 😉


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *